Irsk Stuvning spiller mestendels engelsksproget folkemusik fra Irland, Skotland, England, Canada og USA. Vi kalder det ”pub”musik – sange med gode melodier og omkvæd, man kan synge med på.

Irsk Stuvning består af

  • Jan Jacobsen: sang, guitar og low whistles
  • Bjarne Johannessen: sang, guitar og bodhran
  • Søren Kinly Nielsen: sang, mandolin, 4- og 5-strenget banjo
  • Jens Jensen: sang, kontrabas og guitar

 

 Vi har udgivet fire CD'ere og spillet et utal af steder siden firserne!


Der var engang

-for længe siden, så længe siden som i forrige århundrede engang sidst i ’80erne, var der nogle gamle venner, der nogen gange mødtes for at spille sammen – der var Erling på 5-strenget banjo og concertina, der var Peter på violin og Ole på træksbasun og blikfløjte. Nogen gange var der flere med, og de spillede både folkemusik, viser og højskolesange, som det nu kunne falde. Bjarne spillede nogle gange med på guitar, men en dag fik han en kollega, som hed Jan, og som spillede guitar og sang irske sange. Bjarne og Jan begyndte at spille lidt sammen, og så kom de begge to med i de gamle venners orkester. Orkestret fik navn, og Irsk Stuvning kom til at spille i fjernsynet. 

Senere, det var i 1991, fik orkestret en ansøgning fra en genbo Jens, som mente at orkestret manglede både bund og præcision, og da han både spillede kontrabas og kunne tælle til 3 og 4 og 6 kom han med – men kun på prøve. Efterhånden kom Irsk Stuvning ud at spille en masse steder. Først til sportsfester, indvielse af butikscentre og jubilæer i fotoforretninger, open by night i byggemarkeder og den slags. Men snart fandt de ud af, at det er meget sjovere at spille i forsamlingshuse, hvor publikum er nødt til at købe billet.

De fandt også ud af at indspille nogle CD’er. 4 stykker, faktisk – eller.. den første udkom først på kasettebånd, så du kan nok forstå, at det er længe siden.

Dengang var der også noget, der hed Clubscenen på Tønderfestival. Her kunne amatørorkestre få lov at spille for et publikum – et publikum, der hurtigt kunne blive meget lille, hvis man ikke gjorde sig lidt umage. Og der spillede Irsk Stuvning i 19 år, indtil Clubscenen forsvandt. Der havde de for første gang Jans datter Maja med på scenen. Hun så meget pænere ud end de andre, og hun sang også pænt. Og hun spillede så fint på violin, at hun siden fik eksamen som musiker fra Folkemusikkonservatoriet og spillede koncerter med mange fine musikere i hele verden.

Nå, men med tiden blev Erling og Peter gamle, og selv om det havde været sjovt at spille i de mange forsamlingshuse, og selv om det havde været dejligt at smage Irsk Stuvning efter alle mulige (og enkelte knap så mulige) opskrifter, så bestemte de sig for at de ville pensioners fra Irsk Stuvning. Slut med klangfuld bassang og smægtende violintoner. Færdig med harmonikaer og banjo og sjove historier om Maren og Herluf.

Men heldigvis var Søren allerede begyndt på prøve, så at i det mindste banjovittighederne kunne fortsætte. I dag er Irsk Stuvning så Jan, Bjarne, Jens og Søren (på prøve).

Vi arbejder hårdt på at fylde de store, gamle sko ud, vi fornyer ganske forsigtigt repertoiret, vi finder vores egne historier at fortælle, og når vi selv skal sige det, så er det nye Irsk Stuvning i dag måske lige så godt som det gamle Irsk Stuvning – bare på en lidt anden måde